Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
aubegine dyrkning

Dyrkning af auberginer

Dyrkningen af auberginer foregår meget lige som tomater. Hvis du har styr på dem, vil det derfor ikke være noget problem for dig at dyrke auberginer. Det vigtigste er, at de får nok varme i løbet af hele deres liv, da planterne ellers ikke vil blive så store eller måske slet ikke blive til noget.


Når det handler om at dyrke auberginer, er varme det afgørende element. Planten, der spiller i en hovedrolle i både den græske musaka og den franske ratatouille, vokser nemlig naturligt under langt varmere himmelstrøg end de danske. Det kræver derfor et drivhus eller en udestue, for at du kan lykkes med planten.

Ud over det er det faktisk ikke sværere at dyrke auberginer, end det er at dyrke tomater – og fremgangsmåderne minder da også utroligt meget om hinanden. Hvis du har haft held med at dyrke tomater, vil du derfor ikke have nogle problemer med at dyrke auberginer.

Planten er måske ikke den oplagte for en begynder at kaste sig ud i, men har du mod på en udfordring som det første, eller har du dyrket nemmere grøntsager med succes, og er du nu klar til noget sværere, kan du sagtens kaste dig over at dyrke auberginer.

Aubergine

Hvilken sort af aubergine skal jeg vælge?

Måske tænker du, at du gerne vil dyrke auberginer, som dem du har set i supermarkedet. Når du vil dyrke dem derhjemme, er det dog smart, at du vælger nogle mindre varianter. De er nemlig nemmere at få succes med. De bliver hurtigere klar til høst, og du minimerer derfor tiden, hvor der er noget, der kan gå galt med dem.

Derudover passer de mindre varianter også bedre til dyrkning i krukker. Det er ofte nemmest at dyrke auberginerne i krukker, da jorden i krukkerne hurtigere bliver varm, og de kan flyttes ud af drivhuset, hvis planten bliver angrebet af bladlus. Hvilket den ofte gør.

Derudover er det med en krukke muligt for dig at sætte auberginen inden for om vinteren. Planten kan nemlig sagtens overleve vinteren, hvis den ellers har det varmt nok. Og så kan du begynde din auberginehøst tidligere året efter.

Gode sorter af auberginer:

  • Ping Tung Long – asiatisk variant, der giver aflange auberginer
  • Mini Striped Toga – bliver ikke over 50 cm – perfekt til krukker
  • Rotonda bianca sfumata di rosa – små (8 cm) og milde i smagen
  • Bianca al Uovo – en god og meget produktiv plante til krukker

Sådan planter du aubergine

Det tager cirka 80 dage, fra du har sået dit auberginefrø, til du kan høste din første aubergine. Derfor er det en god idé, at du går i gang med at så dem så tidligt som muligt. Det kan du allerede gøre i løbet af februar måned. Her sår du frøene i en lille potte og stiller dem et sted, hvor de kan få fuld sol, og der er mindst 21° C varmt. 24° C er dog helt ideelt.

Auberginen spirer efter 10-14 dage. Når den fylder potten ud, skal du potte den om til en på 7 cm, og når rødderne når bunden af den, skal du potte den om til en på 12 cm. Når den fylder den potte ud, kan du potte den om til dens endelige bestemmelsessted. Som nævnt er en krukke mest fleksibel for dig, men du kan også så den i et bed i drivhuset eller i en kapillærkasse.

Du kan først plante auberginerne ud i drivhuset, når temperaturen ikke kommer under 15° C hele døgnet. Hvis det er for koldt, får planten ikke udviklet sine rødder ordentligt, og du vil derfor ikke få en ordentlig høst.

auberginer i drivhus

Fordi auberginer har brug for meget varme, kan det være en god idé, at du planter dem i en sort potte. De bliver varmere, og det vil derfor give mere varme til plantens rødder.

Pasning af aubergine

Når auberginen bliver 30 cm lang, skal du nippe toppen af den. Det vil få den til at skabe flere grene, og du vil derfor få flere frugter. Når den første blomst kommer, skal du ligeledes fjerne den, selvom det kan virke voldsomt. Men hvis den første blomst får lov til at udvikle en frugt, er det meget muligt, at det er den eneste frugt, som planten udvikler.

Du skal sørge for at give din aubergine gødning, cirka seks uger efter, at den er blevet plantet på sit endelige bestemmelsessted. Du kan bare give den tomatgødning, da de to hører til den samme familie. Når du giver gødning, ophober der sig salt i jorden. Det kan planten ikke lide. Du bør derfor cirka hver fjortende dag give planten meget vand for at skylle saltet ud af jorden, hvis den vokser i en krukke.

Auberginen har brug for meget vand for at udvikle sig. Du skal derfor sørge for, at jorden under den er fugtig. Den må dog ikke være sjaskvåd.

Hjælp dine auberginer på vej

Auberginen formerer sig ved hjælp af bestøvning. Den er derfor afhængig af, at bierne kan komme ind i drivhuset og bestøve dens blomster. Derfor er det vigtigt, at du lader døren til drivhuset stå åben, så bierne kan komme derind.

Du bør fjerne de visne blomster fra dine auberginer, da de kan give anledning til mug på dine frugter. Når din plante har fået frugter, bør du give dem noget støtte. Plantens grene er tynde i forhold til, hvor store dens frugter er. Derfor undgår du, at grenene knækker, når du giver noget ekstra støtte. Derudover kan du også sikre, at frugterne ikke kommer til at ligge hen ad jorden, hvilket gør det nemmere for insekter at nå dem.

Hvornår er auberginer klar til høst?

Alt efter hvilken sort af auberginer du har valgt, er de klar til høst fra slutningen af juli måned til midten af august måned. Du kan se, at en aubergine er moden, når dens skal skinner, og den virker fast.

Aubergine

Hvis skindet er blevet mat, er det et tegn på, at frugten er blevet overmoden. Og er det sket, vil den være blevet hul indeni og have dannet frø. Den er derfor ikke særlig lækker at spise. Du kan til gengæld høste frø fra den, hvis du vil have dine egne auberginefrø til året efter.

Det er bedre, at du plukker dine auberginer lidt for tidligt end lidt for sent. Det ændrer ikke på smagen eller konsistensen, at du plukker dine auberginer tidligt. Du får bare ikke auberginer, der er helt så store, som du ellers ville have gjort.

Opbevaring og brug af auberginer

Når du har høstet auberginer, kan de holde sig i køleskabet i omkring en uge. Har du plukket så mange på en gang, at du ikke kan nå at få dem alle sammen brugt, kan du blanchere dem eller dampe dem, inden du fryser dem ned. I fryseren kan de holde sig i cirka 10 måneder.

Du kan bruge auberginer på en række forskellige måder. Som nævnt er de hovedingrediensen i både ratatouille og musaka. Du kan også bruge dem som fyld på pizza, bage dem i ovnen med fyld i, stege dem og bruge dem i salater eller komme dem på grillen.

Den rå aubergine er giftig. Du skal derfor altid tilberede din aubergine, inden du spiser den. Stænglerne, bladene og blomsterne er også giftige, hvis du har overvejet at spise dem.

Almindelige problemer med auberginer

Auberginer virker nærmest som en magnet på bladlus. Det kan derfor være meget svært at undgå dem. Du bør derfor først og fremmest sørge for, at din have er et sted, hvor mange af bladlusenes naturlige fjender, som for eksempel mariehøns, lever. Det gør du blandt andet ved ikke at bruge gift i haven.

Hvis din plante er blevet ramt, er det nemmest, at du tager den ud af drivhuset og skyller bladlusene af den. Du kan altså sagtens vaske dem af på den måde, og det er klart nemmest at gøre, hvis planterne står i en krukke, der er nem for dig at flytte rundt på.

Ud over bladlusene vil du dog ikke få mange problemer med dine auberginer, når du bare sørger for, at de får nok varme hele sæsonen igennem.

FAQ

Er auberginer selvbestøvende?

Ja, auberginer er selvbestøvende. Hvis du sørger for at passe godt på dem, kan du ved at plante dem i krukker få dem til at overvintre og derved få en flerårig plante.

Hvor meget vand skal auberginer have?

Auberginer har brug for meget vand for at udvikle sig. Du skal derfor sørge for, at jorden under den altid er en smule fugtig. Den må dog ikke være sjaskvåd.

Hvilen gødning er bedst til auberginer?

Du skal sørge for at give din aubergine gødning, cirka seks uger efter, at den er blevet udplantet. Du kan med fordel bruge tomatgødning, da de to hører til den samme familie.

6 Kommentarer

  1. Det er første gang jeg skal dyrke aubergine, spændende projekt. Har ikke drivhus eller havestue, så det bliver inde i vores egen stue det vil foregå

    Bessie Ladekjær Nissen
  2. Skal Auberginer afblades som tomater ?

    1. Hej Tim.

      Jeg er i tvivl om det er nødvendigt at afblade den som tomater, så der må jeg desværre være dig svar skyldig.

      Med venlig hilsen
      Marc

  3. Min aubergine plante hænger med bladene
    Jeg vander den jævnligt
    Den står på en overdækket terrasse hvor der er gennemtræk
    De dage hvor der var meget varmt, klaskede den sammen om dagen og livede lidt op om aftene;n.
    Nu hænger bladene hele tiden
    Hvad kan der evt være i vejen?
    Hilsen Gert Mikkelsen

    Gert Haugaard Mikkelsen
    1. Hej Gert,

      Der er flere faktorer, der kan være årsag til, at dine aubergineplanter hænger med bladene. Her er nogle mulige årsager og løsninger:

      1. Vandingsproblemer: Selvom du siger, at du vander planten regelmæssigt, kan der stadig være problemer med vandingen. Overvanding eller under vanding kan begge føre til slappe blade. Kontroller jordfugtigheden ved at stikke en finger ned i jorden. Hvis det føles meget tørt, har planten brug for mere vand. Hvis jorden er konstant fugtig eller våd, kan overvanding være problemet. Juster vandingen efter behov og sørg for, at vandet drænes ordentligt fra potten.

      2. Temperatur og luftcirkulation: Aubergineplanter trives bedst ved varme temperaturer, men hvis det bliver for varmt, kan de visne og hænge. Gennemtræk kan være godt for luftcirkulationen, men hvis det er for kraftigt eller kombineret med høje temperaturer, kan det udtørre planterne. Overvej at flytte dine planter til et område med mere skygge eller beskyttelse mod direkte sollys i de varmeste dele af dagen.

      3. Næringsmangel: Hvis dine planter ikke får tilstrækkeligt med næringsstoffer, kan det påvirke deres generelle sundhed og forårsage slappe blade. Prøv at tilføje en passende gødning til dine planter i henhold til anbefalingerne på produktet. Dette kan hjælpe med at genoprette den nødvendige ernæring og styrke planten.

      Det er vigtigt at analysere alle disse faktorer og tage de nødvendige skridt for at afhjælpe problemet. Hvis problemet fortsætter, kan det være en god idé at kontakte en lokal gartner eller haveekspert for yderligere rådgivning og diagnose af problemet.

      Martin Nissen
  4. Hvis der ikke er mange bier i en udestue, der er aflukket store dele af dagen, kan man så bestøve blomsterne med “hinanden” med en vatpind, som jeg med fordel har gjort med chilli?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove