Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
tomat dyrkning

Dyrkning af tomater

Du kan både dyrke tomater på friland og i dit drivhus. Det er en plante, der kræver noget pasning, men som det samtidig er muligt for dig at lykkes med uden alt for meget arbejde og besvær. Som tak herfor får du nogle tomater, der smager langt bedre end dem, som du kan købe.


Tomater stammer oprindeligt fra Syd- og Mellemamerika, hvor der jo som bekendt er et noget anderledes klima end her. Det forhindrer den dog ikke i at kunne trives herhjemme. Både på friland og ikke mindst i et drivhus. Faktisk kan du blive selvforsynende med tomater en hel sommer, hvis du har mellem fire og seks planter i dit drivhus.

Fra Mellemamerika kom planten til Europa allerede i 1500-tallet, men det var først i 1700-tallet, at vi begyndte at dyrke planten herhjemme i Danmark. Siden har vi dog virkelig taget den røde frugt til os; i dag er den en af de mest dyrkede spiseplanter i de danske haver. Det skyldes højst sandsynligt, at den er lidt krævende, men langt fra umulig at dyrke, hvilket er lige præcis den udfordring, som mange haveejere er på jagt efter.

Du kan bruge tomaterne til en lang række forskellige former for mad: Du kan spise dem rå som snacks, du kan komme dem i salat eller på en rugbrødsmad, du kan tilberede dem som suppe, sovs eller som en lækker ingrediens i gryderetter og wokretter. Der er kort sagt en lang række forskellige måder, hvorpå du kan bruge frugten.

Søger du svar på specifikke spørgsmål kan du navigere rundt i indlægget vha. indholdsfortegnelsen herunder.

Hvorfor skal jeg dyrke mine egne tomater?

Den vigtigste grund til, at du skal dyrke dine egne tomater, er, at du kan få dem til at smage langt bedre, når du selv dyrker dem.

I et gartneri kan de slet ikke kæle for tomaterne på samme måde, som du kan derhjemme. Dermed kan du give tomaterne nogle langt bedre forhold og sørge for, at de får en lækrere smag.

Det er virkelig rart at være selvforsynende med tomater, men du bør ikke gøre det for pengenes skyld. Du kommer til at lægge en del tid i pasningen af dine tomater, og hvis du ikke synes, at det er sjovt, er det bedre, at du bare køber nogle nede i supermarkedet.

Sådan vælger du den rigtige tomatsort

Når du skal finde ud af, hvilken sort af tomater du skal vælge, er der flere forskellige detaljer, som du skal se på. Det er først og fremmest, om det er tomater, der skal vokse i drivhus eller på friland. Nogle sorter egner sig bedre til at vokse på friland her i Danmark end andre, og det er derfor vigtigt, at du holder øje med det.

Derudover skal du selvfølgelig også holde øje med, hvilken form for tomater der er tale om. Er det små, søde cherrytomater, du gerne vil dyrke? Eller er det kæmpe store bøftomater, der nærmest er et helt måltid i sig selv? Det er muligt for dig at dyrke begge dele i din have.

Tomatsorter
Bøftomaterne kan skæres i skiver hvorefter de passer perfekt i en hjemmelavet burger. De små cherrytomater passer derimod bedre i salater og lignende.

Endelig er det også en god ide, at du overvejer, om du vil kunne tage frø fra tomatsorten, så du kan så den samme sort i din have igen til næste år. De sorter, der er F1 hybrider, kan du ikke tage frø fra.

Tag frø fra dine egne tomater

Når du vil tage frø fra din tomatplante, som du vil plante til næste år, er det vigtigt, at du tager fra de tomater, der ligner den oprindelige art mest. Tomaterne kan se meget forskellige ud på en plante. Hvis du vælger nogle, der er langt fra arten, vil den begynde at udvikle sig i en anden retning. Du bør derfor løbende tage frø fra tomaterne, da du jo aldrig ved, hvornår de rigtige tomater at tage frø fra dukker op.

Du skal skære tomaterne ud og fjerne alle frøene. Dem skal du lægge i et glas sammen med den gele, der omgiver dem. Derefter kommer du lidt vand i glasset og lader det stå i to til fire dage. Der kan godt danne sig mug på glasset, men det gør ikke noget.

Derefter renser du frøene i en sigte under rindende vand; du skal have alt snasket af. Til sidst skal frøene ligge og tørre på en avis i et par dage. Når de er helt tørre, kan du komme dem i flere plastikposer, som du gemmer på et køligt og mørkt sted, indtil du skal bruge dem til næste forår. Dine tomatfrø kan holde sig i seks år, så det gør ikke noget, hvis du ikke får brugt dem til næste år.

Under hele processen bør du selvfølgelig sørge for tydeligt at skrive navn på, hvis du tager frø fra flere forskellige former for tomater. Det gælder både for glasset med frøene, for avisen og ikke mindst for de poser, som de til sidst kommer i. Udenpå dem bør du desuden også notere årstal, så du kan huske, hvor gamle de er.

Sådan sår du tomater

Fordi tomater har brug for meget varme, skal du forkultivere dem indenfor, inden du planter dem ud i drivhuset, mistbænken eller på friland. Det er meget simpelt for dig at så tomatfrøene. Det kan du enten gøre i en urtepotte eller en såbakke.

Såning af tomater

Du fylder urtepotten med jord, lægger tre frø i hver potte, trykker dem let ned og overbruser dem med lunkent vand. Potten skal stå i en vindueskarm med masser af sol, så temperaturen kan komme op på 21-25 grader. Hvis du vil sørge for, at de får noget ekstra varme, kan du dække potten med klar plast.

Når planterne er spiret, skal du tage plasten af og flytte potten, så de kommer til at stå køligere ved omkring 15 grader. Hvis planterne får for meget varme i starten, bliver de for ranglede. Du bør tjekke planterne dagligt og mærke, om de har brug for vand.

Når planterne er 10 cm store, skal de pottes om. Har du sået i såbakker, skal du plante dem i en større beholder allerede, når de første blade viser sig på den lille plante. Du skal passe planterne inden døre, indtil der ikke længere er risiko for nattefrost. Først derefter kan du plante dem ud.

Hvornår skal jeg så tomater?

Du kan så tomaterne allerede i starten af marts, men det bedste er dog, at du venter til april. Selvom du sår tomaterne en måned senere, vil de hurtigt indhente de planter, der er blevet sået tidligere. Dermed er der altså ingen grund til at stresse. Du kan så tomater helt frem til 1. juni og stadig nå at høste lækre tomater fra dem.

Hvis du køber færdige planter, som du planter ud, kan du gøre det helt frem til 1. juli, hvilket lige giver dig lidt ekstra tid til at bestemme dig for, hvilke tomater du skal have.

Tomater i drivhus

Når der ikke længere er fare for nattefrost, kan du plante dine tomatplanter ud i drivhuset. De skal stå med 50 – 70 cm mellem hver plante og med 1 meter mellem rækkerne.

Har du tidligere haft tomater i drivhuset, kan du sagtens bruge den samme jord som sidste år. Du bør dog forberede den, inden du planter tomatplanterne ved at vende gødning i jorden. Det sikrer, at planterne har masser af næringsstoffer at vokse på.

Tomater i drivhus

Du kan gro tomater sammen med en række andre planter. De mest oplagte er basilikum, tagetes og salat. Sammen med tomatplanten har basilikum mulighed for at vokse sig stor. Nogle mener, at krydderurten forbedrer tomaternes smag. Det er dog en skrøne, men det er sandt, at basilikum kan være med til at holde skadedyr væk.

LÆS OGSÅ: Basilikum dyrkning (Guide)

Det samme kan tagetes, der blandt andet holder fluer væk. Tagetes er en smuk, gul blomst, der kan dyrkes for sin skønheds skyld, men den kan også spises. For eksempel som krydderi på æg og retter med ost.

LÆS OGSÅ: Dyrkning af tagetes (Plantevejledning)

Salat holder ikke skadedyr væk, men fungerer bare godt i synergi med tomater. Hvor tomatplanten bliver høj, er salaten lav. Det gør, at tomatplanten kan skygge på salaten, der ikke bryder sig om at få for meget sol. Dermed giver det en bedre udnyttelse af pladsen i drivhuset.

Tomater på friland

Nogle tomater egner sig bedre til at vokse på friland end andre. Det er derfor vigtigt, at du lægger mærke til det, når du køber frø eller planter. Frilandstomater er dog typisk ikke lige så spændende, da de ofte ikke har lige så meget smag, men har du ikke et drivhus, bør du bestemt ikke opgive at dyrke tomater af den grund.

Du skal sørge for at plante tomaterne et beskyttet sted, hvor der er meget læ og sol. Det er oplagt at gøre op ad en mur. Når planterne er små, kan du give dem ekstra varme ved at lægge klar plast over dem. Det kommer til at fungere som et drivhus.

Der gælder de samme regler som i drivhuset, at du skal blande jorden op med gødning, inden du planter tomaterne ud. Derudover skal der også være 50 – 70 cm mellem planterne og 1 meter mellem rækkerne. Du kan også vælge at dyrke tomaterne i krukker. Gør du det, skal du huske at skifte jorden i potten hvert år.

Udenfor kan du ikke komme udenom, at vejret spiller en langt større rolle for, hvordan dine tomater bliver. Hvis det er en regnfuld og kold sommer, vil dit udbytte bare ikke være lige så stort, som hvis det havde været en god sommer. På den måde vil tomater på friland i Danmark altid være mere udsatte.

Sådan får du velsmagende tomater

Først og fremmest handler det selvfølgelig om, at du vælger en velsmagende sort, når du gerne vil have velsmagende tomater. Derudover handler det om, at du skal lade tomaterne arbejde for at nå vandet i jorden og få de næringsstoffer, der er i jorden. Derfor er det vigtigt, at du lader tomaterne vokse direkte i jorden og ikke i en plantesæk.

På gartnerierne bliver tomatplanter typisk dyrket i en plantesæk, men når du dyrker derhjemme, har du jo netop mulighed for at skabe nogle mere velsmagende tomater end de masseproducerede. I jorden findes der en lang række andre næringsstoffer end dem, der er i gødning. De er også med til at styrke tomatplanterne og at give tomater en lækker smag.

Er din jord i haven fattig på næring og humus, kan du eventuelt supplere med vores plantejord tilsat organisk gødning, som fås i bigbags.

For at give tomatplanterne et dybt rodnet skal du sørge for ikke at vande dem for meget. Hvis du vander dagligt eller næsten dagligt efter, at tomatplanterne er blevet plantet ud, vil planten kun få et overfladisk rodnet, fordi den vænner sig til, at der kommer vand hver dag.

Du bør derfor kun vande, når toppen begynder at hænge. Da skal du til gengæld også vande meget, men så ellers lade være til planten begynder at hænge med toppen igen. På den måde bliver rødderne ved med at søge nedad.

Gødning af tomater

Som regel er det nok til hele sæsonen, at du blander gødning i jorden, inden du planter tomaterne ud. Hvis tomaterne kommer til at mangle gødning, kan du dog tydeligt se det, da de i det tilfælde bliver blege og spinkle.

De optager dog hurtigt gødning, så når du har givet dem noget, vil de i løbet af kort tid hurtigt trives igen. Det er derfor ikke nødvendigt, at du gøder, inden de begynder at mangle.

Du skal bruge en god flydende gødning, kompost, græsafklip, lupingødning eller komposteret møg i form af jordforbedring til at gøde dine planter med. Du må endelig ikke bruge hønsegødning. Det får plantens blade til at vokse, og planten bliver dermed meget flot, men tomaterne får ingen smag.

Knibning af tomater

Nogle tomatsorter bliver ikke så høje, mens andre kan blive tre meter høje og overtage hele drivhuset. De sidstnævnte er det derfor vigtigt, at du sørger for at få styr på, så de koncentrerer sig om at producere tomater frem for at vokse.

Det gør du ved at lade selve stænglen vokse, mens du kun lader to til tre grene sidde tilbage. Derefter skal du fjerne alle sideskud og nogle af bladene ved at knibe dem af. De fleste blade skal dog blive siddende, da det er dem, der samler energi til planten gennem solens lys. Hvis bladene skygger for meget for solen, er gule, visne, eller hvis planten mangler luft, bør du dog nippe dem af.

Du skal tjekke tomaten i hvert fald en gang om ugen, da den ellers når at vokse så meget, at det bliver for svært at holde styr på den.

Der findes forskellige former for tomater, og der er et utal af forskellige skoler i forhold til, hvordan du bedst kan tage dig af tomaterne. Ovenstående måde at holde tomaterne nede, virker dog fint på alle typer af tomater.

Opbinding af tomater

I starten ser tomaterne ikke ud af meget, men pludselig får de fart på, og de begynder at vokse. Det er derfor en god ide, at du fra start af har skabt et stativ, som de kan vokse opad, og som du løbende kan binde dem op til. Det gør det nemmere for dig at holde styr på dem.

tomat opbinding

Du kan bruge en lang række forskellige former for pinde og lignende til stativ, bambus er for eksempel effektivt og nemt at bruge. En anden mulighed er også, at du bare har ståltråd, der sidder fast på væggen i drivhuset, som du kan binde planterne til.

Høst af tomater

De tidligste tomater er klar allerede i juli, og planten giver løbende flere frugter, så du kan blive ved med at høste fra den hen i september. Hvornår tomaterne er klar, og hvor længe du kan høste, afhænger dog både af sorten, hvornår du har sået, og af vejret.

Høst af tomater er meget simpelt: Du kniber stilken, som frugten sidder på, af. Det kan være en hel klase, hvis de er klar, eller bare den enkle tomat.

I oktober bliver de tomater, der sidder på planten ikke modne, fordi der ikke er sol og lys nok. Når den første nattefrost er på vej, kan du derfor plukke de sidste tomater og prøve at eftermodne dem indenfor.

Det gør du ved, at du pakker dem ind i papir og lægger dem i en beholder, der ikke tager skade af, at en tomat rådner, og at saften siver ud. Det kommer der nemlig til at være. Derefter bør du stille beholderen et sted indenfor, hvor der er sol og varme. Det er kun de tomater, der er begyndt at antage farve, der kan eftermodnes.

Sygdomme og skadedyr i tomatplanter

Der er en række forskellige sygdomme, der kan ramme tomater, ligesom det ikke kun er os mennesker, der er vilde med tomater. Her er de mest almindelige sygdomme og skadedyr, der går efter tomater:

Kartoffelskimmel er en meget almindelig sygdom, der særligt ses i drivhuset, når det er meget varmt og fugtigt i august. Du skal lufte meget ud og skynde dig at smide de angrebne frugter væk. Hvis du undgår at vande i august, vil du mindske fugtniveauet og dermed risikoen for sygdommen. Tomatplanterne kan fint klare, at de ikke bliver vandet i en måned, hvis du har sørget for, at de har et dybt rodnet.

Griffelråd giver sorte, uappetitlige plamager på tomaterne. Sygdommen skyldes, at planten mangler calcium, hvilket ofte skyldes, at du er kommet til at overgøde med kalium og magnesium. Du behøver altså ikke at være bange for, at sygdommen smitter dine andre planter. Du skal kassere de ramte planter og så sørge for at vande grundigt med vand fra hanen i stedet for regnvand.

Læs evt. vores dybdegående indlæg om forebyggelse af griffelråd.

Sommerfuglelarver: er der små, hvide larver i dine tomater på cirka en cm. Mange gange opdager du dem på grund af de små huller, hvor larverne har været på spil. Du kan ikke gøre andet end at fjerne de ramte frugter. Til næste år kan du sætte insektnet op tidligt på sæsonen, så larven ikke får så let spil.

Almindelige problemer med tomater

Selvom tomater er forholdsvis nemme at dyrke, er der stadig en række forskellige aspekter, der kan gå galt. Nogle af de mest almindelige er:

Revnede tomater: Skyldes som regel en forskel i temperaturen eller luftfugtigheden. Hvis tomaterne har våde revner, skyldes det luftfugtigheden, mens det skyldes balancen mellem varme og kulde, hvis det er tørre revner. Det handler derfor i begge tilfælde om, at du sørger for at lufte godt ud. Derudover kan revnerne også skyldes, at der går for lang tid, inden dine tomater får vand.

Grønne områder: Hvis solen skinner direkte på dine tomater, kan det gøre, at de får grønne pletter. Det ser ikke pænt ud på de pæne røde tomater. Du bør derfor sætte skyggenet op eller smøre skyggepasta på drivhuset – og så ikke være helt så aggressiv med at fjerne plantens blade næste år.

Krøllede blade: Hvis du gøder planten for meget, kan den få krøllede blade. Som nævnt har planten ikke brug for så meget gødning, så det er bedre, at du venter på, at den ser ud til at mangle gødning, inden du giver den noget.

FAQ

Kan man dyrke tomater fra frø?

Ja. Du skal skære tomaterne ud og fjerne alle frøene. Dem skal du lægge i et glas sammen med den gele, der omgiver dem. Derefter kommer du lidt vand i glasset og lader det stå i to til fire dage. Der kan godt danne sig mug på glasset, men det gør ikke noget. Derefter renser du frøene i en sigte under rindende vand; du skal have alt snasket af. Til sidst skal frøene ligge og tørre på en avis i et par dage. Når de er helt tørre, kan du komme dem i flere plastikposer, som du gemmer på et køligt og mørkt sted, indtil du skal bruge dem til næste forår. Dine tomatfrø kan holde sig i seks år, så det gør ikke noget, hvis du ikke får brugt dem til næste år.

Hvornår er det bedst at så tomater?

Du kan så tomaterne allerede i starten af marts, men det bedste er dog, at du venter til apri. Du kan så tomater helt frem til 1. juni og stadig nå at høste lækre tomater fra dem. Hvis du køber færdige planter, som du planter ud, kan du gøre det helt frem til 1. juli, hvilket lige giver dig lidt ekstra tid til at bestemme dig for, hvilke tomater du skal have.

Hvornår kan man dyrker tomater i drivhus?

Når der ikke længere er fare for nattefrost, kan du plante dine tomatplanter ud i drivhuset.

Hvornår kan man høste tomater?

De tidligste tomater er klar allerede i juli, og planten giver løbende flere frugter, så du kan blive ved med at høste fra den hen i september. Hvornår tomaterne er klar, og hvor længe du kan høste, afhænger dog både af sorten, hvornår du har sået, og af vejret.

Hvordan høster man tomater?

Det er meget simpelt: Du kniber stilken, som frugten sidder på, af. Det kan være en hel klase, hvis de er klar, eller bare den enkle tomat.

33 Kommentarer

  1. Hej Hej
    Jeg har læst at tomater der gødes bliver mere smagfulde ??
    Der er stadigvæk kun få blomster i mine blommetomater

    Lisbeth Riisgaard
    1. Hej Lisbeth.
      Tomater som har fået tilstrækkelig næring bliver naturligvis mere smagfulde og kraftigere i farven. Udbyttet af tomater er dog afhængig af flere faktorer end blot gødning.

      Martin Nissen
  2. Hej.
    Skal man klippe de store blade af tomatplanter forneden. De er ca 1 1/2 meter nu.
    Tænker på om de tager næring fra dem. De står ude i et godt læhjørne i plantesæk.
    Der er en del blomster, og enkelte tomater. De får økologisk gødning, og jeg tage alle sideskud væk.

    Kamma Jensen
    1. Hej Kamma
      Ja det kan være en god ide at knibe sideskud og blade af, da de som du selv siger, “stjæler” næring fra tomaterne.
      Du kan læse om det i afsnittet knibning af tomater her: https://havehandel.dk/dyrkning-af-tomater/#Knibning_af_tomater

      Martin Nissen
  3. Jeg har 2 udendørs tomatplanter…… De trives godt, og der er mange store tomater på… men de er stadig grønne her slut august…… Hvornår plejer man at kunne høste???

    1. Hej Helle

      Jeg ville væbne mig med tålmodighed, da der stadig kan høstes helt hen i september, måske endda oktober hvis vejret tillader det. Med hensyn til hvornår man normalt kan høste, så afhænger det af hvor tidligt på sæsonen man gik i gang med sine tomatplanter.

      Martin Nissen
  4. Skal jeg flytte min tomatplante under husets udhæng, da de er begyndt at revner. Vejret skulle jo blive dårligere. Nu står den op ad et hegn.

    Lilian Christensen
    1. Hej Lilian

      Hvis du har mulighed for at rykke med planten, så synes jeg det lyder som en god ide. Det er nogle voldsomme regnskyl som vi ser lige i tiden.

  5. Hej Martin
    Tomater med griffelrråd kan man tage frø fra dem der er ramt, tænker kan frøet indeholde råddet ?

    Paula Djervad
  6. Kan man spise bladene fra tomatplanten?

    Marlene Voigt
  7. Hej Martin. Har tomater ude ,er blevet 2meter ,masser af små grønne tomater øverst .tænkte på om det var bedre at klippe toppen af så de nederste tomater blev hurtigere modne.
    Hilsen Bent Stybe

  8. Hej Martin.
    Er det muligt at plante tomater før marts, evt sammen med mine chili planter. Og er det også fornuftigt med vækstlys til tomaterne?

    1. Hej Simon

      Man kan godt så småt gå i gang med at så sine tomater allerede i februar uden de store problemer. Mht. vækstlys, så kan jeg ikke hjælpe dig, da det ikke er noget jeg har erfaring med. Jeg har dog hørt at man kan få problemer med vækstlys, hvis man hænger dem for tæt på tomatplanten.

      Held og lykke med tomaterne. 🙂

      Martin Nissen
  9. Hejsa
    Måske et fjollet spørgsmål ,men alligevel. Hvis man f.eks. vil prøve at dyrke tomater lidt professionelt og har f.eks. 1000 m2 på de kanariske øer – kystnært så temperaturen ligger stabilt i vinterperioden på 17 – 25 grader og om sommeren måske nærmere 23 – 35 grader – hvor tæt skal man sætte tomaterne – og hvor meget vand skal man have pr plante under disse forhold.
    Er lidt i regneprocess ifht et potentielt “gør øen grøn” projekt der så skulle være “økointeressant – Afsaltning og solenergi til at flytte vandet op i områder hvor der skal vandes. Generelt vil vand være den begrænsende faktor og vi er på en ø hvor der for 50 år siden blev dyrket på alle sydskråninger men pga vindforhold etc er det hele idag ganske goldt og vi har år hvor vi måske har 2 – 3 dage med lidt regn – og år med ingen regn – så ja vand er den begrænsende faktor og for at bare regne lidt på udviklingen må det første være – hvor meget vand skal vi regne med pr plante i de forskellige stadier. (og som funktion af temperaturen)
    Og det var så mit simple spørgsmål

    jesper Holmelund-kallesen
    1. Hej Jesper

      Det lyder virkelig som et interessant projekt!

      Jeg må dog være dig svar skyldig, da det lyder til at være udenfor mit kompetencefelt. Jeg vil dog foreslå dig at tage kontakt til økologisk landsforening, som tilbyder professionel rådgivning og som formentlig også synes dit projekt er meget spændende.

      Mvh Martin

      Martin Nissen
  10. Hej
    Jeg har nogle små tomatplanter lavet fra frø, de er lige nu kun et par centimeter høje. Jeg er evt kommet lidt sent igang. Men hvornår kan de plantes ud på friland. De skal nok ompottes nogle gange mere og blive lidt i drivhuset forestiller jeg mig. Men jeg bor i norditalien og nattefrost er væk ret lunt allerede. Er det ligesom med nogle andre planter at de skal have en bestemt størrelse/antal rigtige blade eller lign?

    På forhånd tak!

  11. Er der noget med at udedyrkede tomatplanter og i det hele taget tomatplanter helst ikke må få vand fra “hanen på sig” udover vand fra over?

  12. Må tomatplanter få “vores” vand på sig? Har læst at det kun er regnvand de tåler på sig.

    1. Hej Kirsten

      Det har jeg ikke hørt om før. Tværtimod så kan det faktisk være et problem, især i selvvanderkasser, når tomatplanter kun får tilført regnvand, da det er meget fattigt på calcium. I værste fald kan det medføre plantesygdommen griffelråd.

      Martin Nissen
  13. Hej
    Vil gerne lige høre hvorfor tomatplanterne skyder helt vildt i vejret, men sætter ikke rigtig tomater. Altså kæmpe høje planter, men næsten ingen tomater.
    De står i kapillær kasser på en lukket Terese. Dvs med mange vinduer og godt med sol.
    De har altid vand de selv kan suge fra kasserne.

    Vh
    Pia

  14. Hejsa. Kan de grønne tomater bruges til noget, da der er utroligt mange på og vi nu er i oktober?

    1. Hej Preben,

      De kan desværre ikke bruges til alverden, hvis de ikke har fået nok farve til at “eftermodne” dem indenfor. De grønne tomater indeholder alfa-tomatin, som muligvis ikke er særligt sundt at indtage i større mængder (Der mangler forskning på området)

      Jeg ved at mange vælger at sylte dem og spise dem i begrænsede mængder – Det har jeg dog ingen erfaring med. 🙂

      Mvh Martin

  15. Kan man gøde jorden med hestemøg før man planter ud?

  16. jeg er i gang med et naturfagsprojekt hvor jeg skal lave min egen tomatplante til et forsøg. jeg har prøvet at undersøge hvor meget gødning jeg skal bruge, men jeg kan ikke finde frem til noget. kan du måske hjælpe?

    oliver Hedegaard
    1. Hej Oliver.
      Hvis du googler “tomatgødning” så står der på gødningsprodukterne, hvor meget man skal bruge 🙂 Det er individuelt fra gødning til gødning, hvor meget der skal gødes. Mvh Martin

      Martin Nissen
  17. Tak for en rigtig god artikel. Nu er jeg fortrøstningsfuld mht til mine små tomatplanter som jeg såede 7. april.

    Mht. til sommerfuglelarver læste jeg sidste år at man skal plante tagetes og basilikum under tomatplanterne og de gjorde jeg så. Vi havde ingen sommerfuglelarver i år, men masser af sommerfugle. Når sommerfuglene lystigt nærmede sig tomatplanterne vendte de om ca 15 cm før. Jeg gætter på at de ikke kan lide lugten.

    Susanne Svendsen
  18. Hej Martin

    Tusinde tak for alle de gode råd

    Jeg dyrker mine tomater i krukker på min altan.
    Der får de nassere sol og er beskyttet af vinduerne.
    Så det fungere som et lille drivhus.

    Jeg dyrker Chili samnen med mine tomater.

    Bare man husker at nipse Chili planternes store blade så de ikke skygger for tomaten, så er de bedste venner

  19. Hej Martin.
    Jeg har en blomme/cherry tomat, som vokser helt fint. Mit spørgsmål er nu om jeg skal gøre noget ved, alle de blomster der kommer på planten. Der er nu godt 80 gule blomster. Skal jeg forvente, at der kommer tomater i dem alle
    Jeg er helt nybegynder i drivhuset.
    Hilsen Karina

  20. er det rigtig at man kan knibe topen af planten, for at få dem til at modne ?

    1. Hej Per.

      Hvis du tænker på bladene, så kan du nippe nogle af dem af, så tomaten kan få sollys.
      Lad nogle blade være, da det er disse der opsamler næring til tomaten.

      Med venlig hilsen
      Marc

  21. Vi har et drivhus hvor der lige nu står kartofler. Kan vi efterfølgende sætte tomater efter kartoflerne er taget op, og hvad skal der evt gøres af tiltag / jordforbedring? Er det et problem at begge er fra natskyggefamilien?

  22. Hej
    Jeg har kastet mig over dyrkning af diverse sorter af tomater.

    De almindelige har jeg nogenlunde styr på, men har også købt en hængetomat og en ribstomat og de ser jo helt anderledes ud og skal vel i sagens natur i en krukke og arbejde nedaf?

    Tager man stadig sideskud på begge? Eller hvordan behandler man dem bedst muligt?

  23. Hej.
    Jeg har plantet tomater med plantesæk oven i en kapillærkasse. Kassen er fyldt med vand. Jorden i plantesækken er våd. Kan tomaterne ikke få for meget vand?. Skal jeg fjerne noget af vandet så tomaterne ikke “ drukner”?

    Lance Gunnarsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove