Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Grønkål dyrkning

Dyrkning af grønkål

Vil du have en nem afgrøde, som du kan spise af hele vinteren, er grønkål oplagt, da der findes nogle typer, der er vinterhårdføre. Du kan derfor bare gå ud i haven og plukke dem, når du skal bruge dem. Der findes mange forskellige typer af grønkål. Du kan for eksempel også få purpurkål, der er rød eller lilla.


Grønkål er en af de længst dyrkede grøntsager i de danske køkkenhaver og var tidligere essentiel for at få en bondefamilie igennem vinteren. Det var der to grunde til, først og fremmest fordi grønkål indeholder mange vitaminer, så familien kunne få dækket deres vitaminbehov, og fordi nogle typer af grønkål er vinterhårdføre.

De kan derfor klare at blive stående i haven, selvom det er frostvejr. Nogle typer af grønkål vokser endda videre i en mild vinter.

I en årrække har grøntsagen primært været forbundet med grønlangkål og andre former for mormormad. Nu har den dog fået en renæssance. Både fordi mormormad er in igen, og fordi vi heldigvis har opdaget, at kålen også kan bruges på mange andre måder. Den kan for eksempel også bruges i en smoothie, som sunde chips og i salat.

Grønkål er nem for dig at have med at gøre, og du kommer derfor ikke til at bruge meget tid på pasning af den. Du skal dog sørge for, at jorden er velgødet, og at den ikke er for tør. Bliver den det, kan den nemlig blive levested for jordlopper, der elsker grønkål.

Typer af grønkål

De fleste af os forbinder grønkål med en grov, grøn plante med store blade. Den fås dog i en lang række forskellige typer. Når du først er kommet i gang med at dyrke grønkål, vil du derfor opleve, at du har virkelig mange muligheder for at have forskellige typer i haven. Det gælder både i forhold til farve og højde.

Grønkål behøver faktisk ikke kun at være grøn. Du kan også få rød grønkål. Den bliver også kaldt purpurkål. Den fås også i en række forskellige typer.

Du kan få sorter, der bliver alt mellem 30 og 90 cm høje. Der findes endda en type, der kan blive helt op til 1,8 meter høj. Man mener, at den blev brugt som juletræ i Tyskland, før man begyndte at bruge grantræer.

Er du ikke vild med den krusede overflade på bladene, kan du vælge en type med glatte blade. Det er for eksempel Red Russian, der er en type af purpurkål.

Sådan sår du grønkål

Du kan så grønkålfrø fra slutningen af april til slutningen af juni. Læg tre til fire frø de steder, hvor der skal være en plante og tynd så ud, når planterne spirer. Du skal lægge frøene cirka en cm ned i jorden og sørge for, at de er godt dækket af jord, og at de får rigeligt med vand.

Du kan også vælge at forspire grønkålen. Det kan du gøre fra april. Gør du det, skal du dog være opmærksom på, at det ikke må blive for varmt. Bliver der over 20 grader i drivhuset, bliver planten ranglet og får svært ved at klare sig, når den fem til otte uger senere skal plantes ud. Der skal være 50 cm mellem planterne i række.

Du kan dog også vælge at så grønkål senere på året. Det betyder, at du for eksempel kan bruge den som anden afgrøde, når du har høstet for eksempel kartofler. Du kan så grønkål helt frem til 1. juli. En type som Red Russian, kan du endda så helt frem til august. Når du så kålen senere, bliver den ikke lige så stor. I det tilfælde er det en god ide, at du sår med en mindre afstand mellem planterne.

LÆS OGSÅ: Trin-for-trin guide til dyrkning af kartofler

Sådan passer du grønkål

Grønkål kræver ikke så meget pasning. Du skal sørge for at vande jorden, da en fugtig jord forhindrer angreb af jordlopper. Derudover er det vigtigt, at du løbende gøder planten.

Grønkål i haven

Grønkål trives nemlig bedst i næringsrig jord, der holder godt på vandet. Du skal sørge for, at jorden indeholder rigeligt med kalium og fosfor. Du bør give omsat kompost første gang, når planten er 15-20 cm høj og derefter gøde løbende igennem hele sæsonen.

Vær opmærksom på sædskifte

Når du dyrker grønkål flere år i træk, må du ikke dyrke det på det samme sted i haven. Gør du det, risikerer du at udvikle kålbrok i jorden. Det er en tilstand, der gør, at det er helt umuligt at dyrke kål i jorden i mange år fremover. Sygdommen viser sig som små svulster på plantens rødder, der gør, at den ikke kan optage næring. Til sidst vil den derfor dø.

Du bør derfor vente minimum fire år og gerne mindst seks år, inden du igen planter grønkål på det samme sted i haven.

Almindelige skadedyr i grønkål

Det er ikke kun dig, der gerne vil spise din grønkål. Der er også mange andre dyr, der gerne vil have fat i din kål. Jordlopper er nogle af de mest almindelige. Deres angreb ses som små huller i bladene. Når du sørger for at vande regelmæssigt, kan du dog holde dem væk fra grønkålen, da lopperne bedst kan lide tør jord.

Bor du i et område med harer og rådyr, kan de godt finde på at spise af grønkålen – og de kan hurtigt få spist det hele. Du kan selvfølgelig sætte et hegn op eller dække din grønkål af. Et smart trick er dog, at du hænger totter af fåreuld op. Det skal være frisk uld, så det stadig dufter af får, og det er vigtigt, at det kan hænge og dingle. Det er nemlig både lugten og bevægelsen, der holder dyrene væk.

Bekæmpelse af larver i grønkål

Lige som alle andre former for kål kan grønkål blive ramt af larver fra kålsommerfuglen. De kan stort set rippe den for blade. I løbet af efteråret vokser nye blade dog ud, så du behøver ikke at fortvivle. Det er dog ikke rart at se sin kål helt afpillet. Derfor kan du fjerne larverne med håndkraft, hvis det kun er et mindre angreb.

Er det et større angreb, der er tale om, kan du i stedet bruge bakteriepræparatet Baccilius thurigiensis. Du sprøjter det udover planterne, hvorefter larverne vil miste ædelysten, når de får det på sig. Det gør, at larverne dør i løbet af nogle dage. Du skal gentage behandlingen løbende, da kålsommerfuglene hele tiden lægger æg.

En mulighed er også, at du sår grønkål i dit staudebed. Der vil den være med til at gøre bedet grønnere, og dens palmeagtige udseende står rigtig godt til blomsterne i bedet. Samtidig er der den fordel, at kålsommerfuglene har sværere ved at finde den, når den står i staudebedet frem for i køkkenhaven.

Brug grønkål i mange forskellige retter

Du kan bruge grønkål i en lang række forskellige madretter. Mange har sikkert fået stuvet grønkål og grønlangkål serveret som barn. Måske har det gjort, at du ikke er så vild med grøntsagen længere. Du kan dog bruge den på en lang række forskellige måder, og det er ærgerligt, at du afviser den på grund af dårlige minder i barndommen.

Vil du have en sund snack er grønkålschips for eksempel perfekte for dig at sætte tænderne i. De er utroligt nemme at tilberede, og så er de endda meget sunde. Du skal bare rive bladene i mindre stykker, dyppe dem i olivenolie og bage dem ved 130 grader i omkring 20 minutter. Når de er sprøde, er de færdige. Du kan for eksempel drysse med salt eller chili.

Du kan også tilberede en lækker grønkålssmoothie eller en salat med grønkål og på den måde få glæde af de mange vitaminer i planten. Til en smoothie er det oplagt at komme frugter som banan og ananas i. Det er med til at give noget sødme. I en salat kan du for eksempel komme granatæble eller æble i, da de giver en god kontrast til grønkålen.

Grønkål i haven

 

Kan jeg fryse grønkål?

Din grønkål kan holde sig længe i haven om vinteren, hvis du vælger en vinterhårdfør sort. Derfor er der ingen grund til at plukke den, før du skal bruge den. Du starter med at plukke de nederste blade og arbejder dig så opad.

Hvis du har plukket mere grønkål, end du kan bruge, kan du dog godt komme den i køleskabet eller fryse den ned. Vil du lægge den i køleskabet, skal du bare lægge den i en plastpose. Der kan den holde sig i tre uger.

Inden du kommer grønkålen i fryseren, bør du blanchere den. Derefter kan den holde sig i fryseren i 10 måneder.

Giv grønkål til kaninen

I bondefamilier var grønkål meget populær tidligere, fordi den både gav mad til mennesker og dyr. Dyrene fik de nederste blade, mens menneskene spiste de øverste. Har du kaniner, er det derfor oplagt, at du også fodrer dem med nogle af bladene fra grønkålen. Det kan de nemlig sagtens spise, og det er rigtig sundt for dem. Faktisk hører grønkål til nogle af de former for grønt, som kaninerne bør spise dagligt.

Når du vil give din kanin grønkål, bør du dog altid starte med små mængder, da der er nogle kaniner, der får luft i maven af det. Når du har fundet ud af, hvordan din kanins mave reagerer på det, kan du begynde at give større mængder, hvis den godt kan tåle det.

FAQ

Kan grønkål overvintre?

Nogle typer af grønkål kan godt overvintre, og giver også udbytte et stykke ind i vinteren.

Hvor hurtigt vokser grønkål?

Udviklingstiden på grønkål svinger fra omkring 50 dage til 80 dage, alt efter sort.

Hvordan sår man grønkål

Du kan så grønkål frø fra slutningen af april til slutningen af juni. Læg tre til fire frø de steder, hvor der skal være en plante og tynd så ud, når planterne spirer. Du skal lægge frøene cirka en cm ned i jorden og sørge for, at de er godt dækket af jord, og at de får rigeligt med vand.

Hvordan opbevarer man grønkål?

Grønkål skal skylles og tørres. Herefter pakker man den i en lufttæt beholder eller pose og opbevarer den køligt.

7 Kommentarer

  1. Hej Tusind tak for gode råd jeg har et spørgsmål: min lilla grønkål som er virkelig høj og som jeg såede sidste år har stadigvæk lidt friske blade og de flyvende insekter har nydt godt af de mange gule blomster, der næsten er afblomstrede Jeg er i tvivl om jeg kan gøre noget for at få lækker kål ud af den samme plante i år eller jeg skal grave den op og plante noger andet og hvis jeg kan udnytte den i år skal jeg skære den ned elker h ad gør jeg Mange hilsener Vibeke

  2. Hvordan klarer landmanden at holde grønkål fri for jordlopper og kålsommerfugle?

  3. Nå man skal udtynde grønkålsplanterne – kan man så plante de grønkålsplanter, som man har fjernet, i et nyt bed?

  4. Jeg har kommet grønkålsalat i fryseren uden at blanchere det. Kan jeg godt bruge eller skal jeg smide festmusikken.
    Gjort det samme med en rødkålssalat
    Mvh Lene

    Lene Steffensen
    1. Hej Lene,

      Jeg ved det ærligtalt ikke, da jeg ikke selv har prøvet at fryse det uden at blanchere det først.

      Du må meget gerne dele dine erfaringer herinde, hvis du forsøger at bruge det alligevel. 🙂

      Mvh Martin

  5. Endelig en brugbar beskrivelse af det jeg havde brug for at vide.

  6. Kålsommerfugle
    For et par år siden, havde jeg omkring 30 flotte grønkålsplanter i min køkkenhave. Desværre tiltrak de en del kålsommerfugle, som lagde æg på bladene. Jeg forsøgte i starten at fjerne æggene, men der blev ved med at komme nye sommerfugle som lagde æg og jeg opgav. Jeg regnede nu med at mine grønkålsplanter blev ædt op rub og stub, men nej. Jeg holdt øje med planterne og undrede mig over, at jeg ikke kunne finde nogle larver, der var jo lagt mange hundrede æg. Og pludseligt fik jeg øje på min ” redningsmand”. Det var hvepse, helt almindelige normalt irriterende hvepse også kaldt almindelig gedehams. Jeg lagde mærke til, at der hele tiden fløj 6-7 hvepse rundt og skannede kålplanterne for sommerfuglelaver. Så snart de så en larve, greb de den og fløj væk med den. Jeg har senere fundet ud af, at hvepsene bruger sommerfuglelarverne, som foder til deres egne hvepselarver. Da det blev efterår kunne jeg høste mine grønkål helt intakte. Summa summarum – lad vær med at slå hvepsene ihjel, hvis du dyrker grønkål.

    Kim Friedrichsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove