Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
fjerne mælkebøtter i græsplæne

Mælkebøtter i græsplænen

Mælkebøtter er genstridigt ukrudt, og det tager derfor tid, før du er helt af med det i haven. Der findes forskellige former for redskaber, der kan hjælpe dig med at få så meget af mælkebøttens rod med som muligt.


Har du set dig sur på de gule blomster og deres takkede blade i græsplænen, kan du se frem til noget af en kamp. Mælkebøtter har nemlig en lang rod, der går dybt ned i jorden. Faktisk kan den være helt op til 40 cm. For at få bugt med mælkebøtten skal du fjerne mindst 2/3 af roden.

Planten breder sig primært via rødderne, men kan også brede sig via de grå, dunede frø, som de hvert år sender ud i luften. Dine børn synes sikkert, at det er fantastisk at puste på dem, men hvis de skal det, så sørg for, at det sker langt væk fra haven. En ny mælkebøtteplante kan nemlig også etablere sig ud fra et frø.

Det kan lyde som, at du bare skal opgive kampen på forhånd og acceptere, at din have bliver fyldt med mælkebøtter. Så håbløst står det dog heller ikke til. Her kommer vi med gode råd til, hvordan du slipper af med mælkebøtterne.

De rigtige redskaber hjælper dig i kampen mod mælkebøtterne

Når du gerne vil mælkebøtterne til livs, er det først og fremmest vigtigt, at du sørger for at have de rette redskaber. Det kan hjælpe dig med at få så meget som muligt af plantens rod med op, så du slipper af med den en gang for alle.

Det er nemlig umuligt at hive mælkebøtternes rod op med håndkraft, hvis du ikke har løsnet jorden på forhånd. Du kan godt fjerne den del af planten, der er over jorden og et lille stykke af roden, men ikke nok til, at planten går ud.

De tre mest effektive redskaber til at fjerne mælkebøtter med er:

  • En gravegreb
  • Et mælkebøttejern
  • En mælkebøttefjerner

Sådan bruger du en gravegreb til at fjerne mælkebøtter

Du bruger gravegreben til at løsne jorden rundt om mælkebøtten, så du nemt og effektivt kan trække den op med enten hele eller i hvert fald det meste af roden.

Det gør du ved at stikke gravegreben i jorden cirka 10-15 cm fra planten, du vil fjerne. Træk greben tilbage, så jorden knækker der, hvor mælkebøtten står. Derefter vil du nemt kunne trække mælkebøtten op. Tramp jorden på plads igen bagefter.

Du kan bruge metoden i både græsplænen og i bedene. Fordelen ved den er, at du ikke får huller i græsplænen eller bedet, som du senere skal fylde op med jord.

Sådan bruger du et mælkebøttejern til at fjerne mælkebøtter

Et mælkebøttejern er et lille spidst redskab, som du kan bruge til at løsne jorden rundt om mælkebøtten med. Når du har gjort det, kan du hive den op og få så meget rod som muligt med. Når du har fjernet mælkebøtten, kommer der til at være et lille hul, hvor den har stået. Det skal du dække til med jord.

Med et mælkebøttejern skal du ligge på knæ og fjerne hver enkelt plante. Det giver dig en god føling med dit arbejde, men kan også være hårdt for kroppen. Derfor er der nogle, der foretrækker en mælkebøttefjerner.

Sådan fjerner du mælkebøtter med en mælkebøttefjerner

Mælkebøttefjerneren består af et skaft med tre gribetænger i bunden. Dem kan du kontrollere med hånden, og du behøver derfor ikke at bukke dig ned, når du skal fjerne mælkebøtterne.

Du bruger mælkebøttefjerneren på den måde, at du sætter den over den mælkebøtte, som du gerne vil have væk. Du lader de tre tænger gribe sammen om planten og lirke planten op. Det kan være sejt arbejde, derfor har mange mælkebøttefjernere en pedal, som du kan træde på eller støde imod din fod, så du kan lægge mere vægt i arbejdet.

Mælkebøtten, du har fjernet, kan du løfte op i en pose, mens den stadig er i fjernerens greb. Dermed behøver du ikke at bøje dig efter den. Når du er færdig med at fjerne mælkebøtter, skal du dog rundt og fylde ekstra jord i de huller, som du har skabt.

Pas på med at hælde gift ud over hele din græsplæne

Der er delte meninger om, om du bør bruge gift i din have eller ej. Det er ikke ulovligt, og derfor er det et spørgsmål om, hvordan du vil dyrke din have. Når du vil fjerne mælkebøtter og måske også andre former for ukrudt i græsplænen, er det dog vigtigt, at du sørger for, at du ikke kommer gift ud over hele græsplænen.

Hvis du vælger at bruge gift i din have, er det meget vigtigt, at du sørger for at overholde retningslinjerne for, hvordan det bruges og hvor meget gift du skal bruge. Mange haveejere bruger for meget gift i haven, og det er særligt i det tilfælde, at det bliver et problem.

Et effektivt middel mod mælkebøtter i græsplænen er plænerens, som må bruges af private uden sprøjtecertifikat. Det smarte ved plænerens er at det kunne skader ukrudtet og ikke græsplanterne. Læs hvordan du bruger plænerens effektivt her.

Nip blomsterne af mælkebøtterne

Måske er der så mange mælkebøtter i din have, at du ikke kan overskue at skulle fjerne dem alle sammen i år. I det tilfælde er det en god ide, at du sørger for i hvert fald og gå rundt og nippe hovederne af alle de mælkebøtter, du kan finde.

Når mælkebøtterne ikke har noget hoved, kan de selvfølgelig ikke skabe den dunede bold, der senere kan sende hundredvis af frø ud i din have. Dermed kan du dæmme op for, at mælkebøtterne kan sprede sig på den måde.

Slut fred med mælkebøtterne

Hvis det er muligt for dig, kan du selvfølgelig også overveje at slutte fred med mælkebøtterne. Måske i hvert fald i en del af din have. Mælkebøtternes blomster er jo smukke at se på, og det er jo rart med nogle planter, der ikke kræver pasning og pleje.

I Frankrig bliver mælkebøtter faktisk slet ikke anset for at være ukrudt. Der bliver de dyrket, fordi både bladene og blomsterne kan spises. Selv hvis du ikke lige frem vil til at dyrke mælkebøtter i haven, kan du stadig godt prøve at komme dem til livs ved at spise dem.

Der findes altså mange forskellige måder, hvorpå du kan prøve at komme mælkebøtterne til livs. Dermed er det nemt for dig at finde frem til en metode, som du kan bruge. Men forbered dig på, at det er en kamp, der kommer til at stå på i flere år.

LÆS OGSÅ:

Bekæmpelse af ukrudt i græsplænen

Undgå mos i græsplænen

FAQ

Kan man sprøjte mod mælkebøtter i græsplæne?

Du kan godt med nogle midler sprøjte mod mælkebøtter. Det er dog ikke garanteret at alle mælkebøtter forsvinder helt. Du kan bruge ukrudtsfjerner eller plænerens, men aldrig Roundup på plænen.

Hvordan fjerner man mælkebøtter i græsplænen?

De 3 mest effektive metoder og redskaber til at fjerne mælkebøtter er et gravegreb, et mælkebøttejern eller en mælkebøttefjerner.

Virker plænerens mod mælkebøtter?

Plænerens kan være med til at mindske mælkebøtter i haven, men man skal ikke forvente at alle mælkebøtter fjernes helt.

Hvorfor kommer der mælkebøtter i min græsplæne?

Mælkebøtter, som mange andre slags ukrudt, er luftbårne når de spredes. De kommer altså med vinden, og det er svært at modvirke at mælkebøtter kommer helt.

1 kommentar

  1. Hej. Vi vil gerne etablere en køkkenhave hvor der er mange mælkebøtter. Er det muligt at udrydde mælkebøtter ved at dække området med en ukrudtsdug i en periode, fx tre måneder? Efterfølgende topper vi op med hestemøg og kompost?
    Mvh. Steffen

    Steffen Bruun

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove