efterafgrøder i køkkenhaven

Grøngødning og efterafgrøder i køkkenhaven Skriv en kommentar

Grøngødning kan bruges på mange forskellige måder til at dække bare områder med jord i din have. Det kan for eksempel være i køkkenhaven efter, at du har høstet dine afgrøder. Du kan bruge det til at fiksere kvælstof, holde på næringsstofferne i jorden vinteren over, løsne jorden, skygge for ukrudt, tiltrække insekter og selvfølgelig også bare se pænt ud med sine smukke blomster.


I naturen vil du aldrig se, at jorden er bar. Den vil altid være dækket af noget. Er det ikke planter, er det et tykt lag af visne blade eller grannåle. I din have kan du derfor heller ikke regne med, at der ikke vil komme nogle planter på en bar plet med jord. Hvis du ikke selv sørger for at plante eller så noget, vil jorden blive overtaget af ukrudt.

I dine bede i haven vil du jo normalt have masser af planter til at dække jorden. I køkkenhaven har du dog det problem, at du løbende høster grøntsagerne. Og så skaber du jo bare pletter, hvor der kan vokse ukrudt, hvis du ikke planter noget andet.

Men det kan du sagtens gøre med grøngødning – eller efterafgrøder, som de også kaldes. Det er planter, du kan bruge til at holde pladsen i køkkenhaven, så den ikke bliver overgroet af ukrudt. Mange former for grøngødning kan endda som nævnt også fiksere kvælstof, holde på næringsstofferne i jorden og løsne jorden, så den bliver nemmere for planterne at vokse i året efter.

Fordele ved grøngødning

Der er utroligt mange fordele ved at bruge grøngødning i haven. Først og fremmest at de ikke kræver nogen pasning. Når du har sået dem i bedet, behøver du ikke længere at bekymre dig om dem, men kan bruge din energi på dine andre afgrøder i køkkenhaven og de andre planter, som du gerne vil bruge din tid på.

Når du bruger grøngødning, kan du bruge det enten som mellemafgrøder eller som efterafgrøder. Mellemafgrøder er planter, du sår mellem dine afgrøder i køkkenhaven. Det kan for eksempel være mellem dine kålhoveder eller kartofler. Det er steder, hvor der ofte skal være en stor afstand imellem dem, for at de kan få rigelig med plads til at brede sig.

Men når der er stor afstand, giver det samtidig masser af bar jord, hvor ukrudtet kan brede sig. Her kan du bruge mellemafgrøder til at holde det væk.

Efterafgrøder er selvfølgelig afgrøder, som du sår, når du har høstet dine primære afgrøder i haven. Nogle afgrøder høster du så tidligt, at du har mulighed for at så flere afgrøder på samme sted. Det er for eksempel radiser, spinat og salat.

Andre afgrøder sår du først senere på sæsonen, og du vil derfor ikke kunne nå at så og høste flere afgrøder på området. Her kan du i stedet så efterafgrøder, der kan holde pladsen, så der ikke kommer til at vokse ukrudt.

Nogle former for grøngødning visner i løbet af vinteren, og du behøver derfor ikke at bruge tid på at rydde pladsen om foråret, når du skal så noget igen. Andre former for grøngødning kræver dog, at du klipper det og hakker eller fræser det ned i jorden, inden du kan bruge pladsen om foråret.

Læs også: Køkkenhave i højbede (Den store guide)

Tilfører næringsstoffer til bedet

Når du vil have succes med dine planter i køkkenhaven, skal du være særligt opmærksom på, om de får nok næringsstoffer. Det er ikke mindst kvælstof, der er et vigtigt grundelement i planternes opbygning. Og nogle former for grøngødning virker kvælstoffikserende. De binder altså noget af det kvælstof, der er i luften og tilfører det til jorden i bedet.

Derudover hjælper grøngødning også med at holde på næringsstofferne i jorden. Hvis et stykke jord ligger brak, og du sørger for at holde ukrudt væk fra det, vil næringsstofferne i jorden langsomt blive skyllet ud af regnen. Så vil det altså ikke være en lige så næringsrig jord til næste forår. Men når du sår planter i jorden, vil de holde på næringsstofferne.

Har du brugt kunstgødning på området, kan du nemt komme til at bruge for meget. Den overskydende gødning kan for eksempel løbe ud i åer og vandløb, hvor de kan forstyrre naturens balance. Nogle former for grøngødning kan opsamle den overskydende gødning og sikre, at det ikke løber ud i naturen.

Løsner jorden og gør den nemmere for andre planter at vokse i

Det er ikke kun ved at tilføre og holde på næringsstofferne i jorden, at grøngødning kan være en fordel. Rødderne på nogle former for grøngødning kan nå ned i flere meters dybde og kan bearbejde og løsne jorden på en måde, som du aldrig ville kunne komme til med maskiner.

Det vil derfor også være en kæmpe fordel at du får løsnet jorden, så det bliver nemmere for dine planter at vokse i den til næste år.

Bor du i et nybygget hus, vil jorden ofte være så sammenpresset af maskiner, at det kan være svært at dyrke noget i den. Her kan det også være smart, at du starter med at dyrke grøngødning i jorden den første sæson. Det vil løsne jorden nok til, at du kan så nogle andre planter til næste år.

Er jorden så sammenpresset, at der er tale om traktose – en tilstand hvor jorden er så komprimeret, at der ikke kan vokse noget i den – vil du dog som regel skulle bruge maskiner til at løsne den for at få noget til at gro i den. Efterfølgende kan det dog stadig være en fordel, at du dyrker grøngødning den første sæson.

Har flotte blomster, der tiltrækker insekter

Navnet grøngødning kan godt få dig til at tro, at det er helt grønne planter, der er tale om. Det er det dog langt fra i alle tilfælde. Mange former for grøngødning har nemlig flotte blomster, som du kan glæde dig over, når du har høstet dine afgrøder i køkkenhaven.

De mange blomster kan selvfølgelig være med til at tiltrække mange former for nytteinsekter til haven. For eksempel har mange bier og sommerfugle svært ved at finde næring, fordi der ikke er lige så mange vilde blomster i de danske haver længere. Derfor vil din grøngødning altså også være en stor hjælp for dem.

Læs også: Vilde blomster – Guide om blomsterblandinger

Ulemper ved grøngødning

Fordelene ved grøngødning opvejer i langt de fleste tilfælde ulemperne ved det. Men derfor er det alligevel vigtigt, at du kender til dem, inden du kaster dig ud i at bruge grøngødning i haven.

Først og fremmest skal du være opmærksom på, at nogle former for grøngødning kræver et sædskifte på mindst fire år. Det drejer sig om grøngødning af korsblomstfamilien, blandt andet gul sennep og olieræddike. Hvis de bliver dyrket flere år i træk på det samme sted, kan det give grobund for sygdomme. Det er ikke kun for grøntafgrøderne, men også for hovedafgrøder som rucola og kål, der også tilhører korsblomstfamilien.

Selvom grøngødning typisk er meget nemt at have med at gøre og ikke kræver pasning, er der noget af det, der kræver, at du klipper det ned. Det gælder særligt for mellemafgrøder, der vokser mellem hovedafgrøder som kål eller kartofler. Vil du gerne have en nem have, kan du derfor overveje at droppe mellemafgrøderne og udelukkende bruge grøngødning som efterafgrøde.

Læs også: Dyrkning af kartofler (Plantevejledning)

Endelig kan det være et problem med grøngødning, at det kan tiltrække snegle. Grøngødningen giver nemlig et dejlig fugtigt miljø nede ved jorden, som sneglene som bekendt holder af. Har du store problemer med snegle i din have, kan det være værd at genoverveje, om du har lyst til at bruge grøngødning.

Dyrkningen af det tiltrækker dog også mange af de insekter, der spiser æg og nyudklækkede snegle. Det vil derfor altid blive en afvejning af, hvad der passer bedst til din have.

Gode efterafgrøder til at fiksere kvælstof

Hvis du til næste år gerne vil dyrke kål, porrer eller andre kvælstofkrævende grøntsager i køkkenhaven, er det en særlig god idé, at du har fokus på at bruge kvælstoffikserende efterafgrøder.

Det kan for eksempel være hestebønner, hvidkløver og flere andre former for kløver. Når du bruger kløver, skal du huske, at det ikke frigiver kvælstoffet, før det er helt visnet og blandet ned i jorden.

Gode efterafgrøder til at løsne jorden

Vil du løsne jorden i haven, har du brug for nogle efterafgrøder med lange rødder, der kan trænge dybt ned i jorden.

Det kan for eksempel være almindelig katost, smalbladet lupin eller hvid eller gul stenkløver. De sidstnævnte er kendte for at have rødder, der går flere meter ned i jorden.

Gode efterafgrøder til at holde på næringsstofferne

Hvis du bor et sted med meget sandet jord, er det særligt vigtigt, at du sørger for at have en efterafgrøde, der kan holde på næringsstofferne i jorden. I det tilfælde vil regnen nemlig meget nemt kunne vaske næringsstofferne ud af den. Generelt er det dog en fordel med en efterafgrøde, der kan holde på næringsstofferne i jorden, lige meget hvilken type jord du har.

Gode efterafgrøder til at holde på næringsstofferne er for eksempel lupin, gul sennep, vintervikke, rug og havre. Da de fleste næringsstoffer bliver vasket ud af jorden i løbet af vinteren, er det vigtigt, at du vælger nogle efterafgrøder, der ikke visner, når det bliver frostvejr. Det gør vintervikke for eksempel ikke.

Gode mellemafgrøder til køkkenhaven

Vil du have dækket de bare områder mellem dine planter i køkkenhaven med en mellemafgrøde, kan du for eksempel vælge hestebønner, blodkløver, lupiner eller honningurt.

Når du har høstet dine afgrøder i køkkenhaven, kan du lade mellemafgrøderne overtage pladsen, så du ikke behøver at bekymre dig om at rydde ukrudt.

Gode efterafgrøder til at skabe et tæt bunddække

Når du har et stykke med bar jord, er det vigtigt, at du vælger nogle efterafgrøder, der vokser hurtigt – hurtigere end ukrudtet, så det ikke får overtaget det bare jordstykke.

Planter, der er særligt gode til at dække jorden, kaldes også for dækafgrøder. Det er for eksempel boghvede, solsikker og blå oliehør, der er gode til det.

Læs også: Bunddække inspiration – 15 ideelle bunddækkeplanter

Brug en blanding af forskellige former for grøngødning

Her ovenfor har vi delt de forskellige former for grøngødning op i kategorier. Når du skal bruge det i haven, er det dog en fordel, at du blander dem sammen, så du har efterafgrøder med forskellige egenskaber i din blanding.

Du vil derfor både skulle tænke over at have nogle, der løsner jorden, nogle, der er kvælstoffikserende, og nogle, der vokser hurtigt, så de kan forhindre ukrudtet i at brede sig.

Det kan lyde besværligt, men der findes flere steder, hvor du kan købe færdige blandinger med grøngødning, og hvor de derfor selvfølgelig har taget højde for den slags. Når du først har prøvet det med efterafgrøder og grøngødning af i din have en sæson, vil du opleve, at det slet ikke er så besværligt at have med at gøre, som du måske tror nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *