Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Bedste planter til drivhus

De bedste planter til drivhuset

Et drivhus er en helt fantastisk investering til haven, hvis du gerne vil i gang med at hjemmedyrke alt fra citrusfrugter til tomater – og så har du endda mulighed for at holde produktionen i gang hele året rundt.

Rigtig mange planter, herunder frugter, grøntsager, krydderurter og blomster, kan trives godt i et drivhus, men der er dog også planter, som ikke er oplagte at plante.

Vi har derfor strikket ikke en, ikke to, men hele tre lister sammen til dig, hvor du kan se top fem over henholdsvis grøntsager, frugter og krydderier, der egner sig perfekt til drivhuset.

Derudover finder du i bunden af denne artikel en række generelle gode råd til dig, der dyrker i drivhuset.

Top 5 grøntsager til drivhuset: Dem, der er gode i maden

Der er intet så skønt som et drivhus fuld af lækre og velsmagende grøntsager, og der findes heldigvis rigtig mange forskellige grøntsager, der kan trives i drivhuset. Vi har her samlet top 5 over grøntsager, der kan dyrkes i drivhuset, men der findes mange flere!

1. Tomater

Tomater til drivhuset fås i et hav af forskellige farver og sorter, og så er de et af de mest populære valg til drivhuset. Grunden til, at tomater er så populære, er, at de er nemme at dyrke for både nybegynderen og den mere garvede havenørd. Og faktisk kan en tomatplante bære på op til hele 175 små cherrytomater – så der burde være nok til både madlavning og snacks.

Hvis du er i tvivl om, hvilken sort du skal vælge til dit drivhus, kan du starte med bøftomaten eller Gemini, som er særligt nem at have med at gøre.

Læs vores store guide om tomater: Sådan dyrker du tomater (Guide)

2. Agurk

Agurken deler i den grad førstepladsen med tomaten, når det kommer til populære planter til drivhuset – og det er med god grund. Agurk er ikke helt lige så nem at dyrke som tomater, men når du først har fået taget, er der god chance for, at du kan få succes med dyrkningen fremover. Husk på, at en agurk kræver meget vand, og så vil den faktisk gerne have endnu mere sol end tomaterne.

Når du har luret den, kan du nemt dyrke sprøde og velsmagende agurker, der passer perfekt til en lækker snack i madpakken eller til salaten til aftensmaden.

Læs vores store guide om agurker: Dyrkning af agurker (Guide)

3. Peberfrugter og chili

Både peberfrugt og chili er fantastiske smagsgivere i maden, og her har du virkelig mange sorter at vælge mellem. Alt efter hvilken sort, som du vælger, vil der være forskel på både smag og modning. Udover at være fantastiske i maden er både peber og chili enormt dekorative i drivhuset, hvor de giver liv med deres flotte farver.

Både peberfrugter og chili kræver lidt opmærksomhed. Det kan for eksempel være en god idé at sætte en bambuspind, som peberen eller chilien kan gro opad.

Vi har skrevet en dejtaljeret dyrkningsvejledning til både peberfrugter og chiliplanter, du finder dem her:

Dyrkning af peberfrugter (Guide)

Chili dyrkning (Gudie)

4. Auberginer

Når du dyrker dine egne auberginer, bliver de ikke så store som dem, som du finder i supermarkedet – til gengæld er de små, fine auberginer langt overlegne, når det kommer til smag. Desuden er planten utrolig dekorativ, både når den sætter sine blomster og med de flotte, blanke frugter.

Læs vores store guide om agurker: Dyrkning af auberginer (Guide)

5. Salat og bladgrøntsager

De er perfekte til salaten, og der findes mange forskellige bladgrøntsager. Start med noget, der hører til i “salatfamilien”, og så dyrkes de næsten alle sammen på samme måde. Så når du først har haft succes en gang, vil det formentlig gentage sig næste gang.

Læs vores detaljerede indlæg om dyrkning af salat her.

Top 5 frugter til drivhuset: Dem, der smager friskt og sødt

Et drivhus er ikke kun til grøntsager – du kan også dyrke en lang række af søde, lækre og smagfulde frugter.

frugter og vindruer til drivhus

Elsker du vindruer ligeså meget som vi gør? De er en klassiker at dyrke i drivhuset, og de er fanstiske i sommersalater og til at snack’e på.

I drivhuset har du endda mulighed for at dyrke nogle lidt mere eksotiske frugter, og det kan sagtens lade sig gøre i et mindre drivhus, selvom langt de fleste nok drømmer om et orangeri. De eksotiske og sydlige frugter kræver lidt mere pleje end de sædvanlige tomater, men det skal du ikke lade dig afskrække af.

Se vores bud på de bedste og mest populære frugter til drivhuset herunder.

1. Ferskner

De er søde og læskende, og så er de perfekte som et lækkert mellemmåltid i sommervarmen. Og så kan de dyrkes i drivhuset. Nogle sorter af ferskner kan sågar stå ude i nogle af sommermånederne, og så skal de blot sættes ind i drivhuset om vinteren.

Af disse findes blandt andet dværgferskenen, som er en lille plante, som du kan have i en krukke. Den type skal beskyttes mod frost om vinteren, hvor den kan bo i et drivhus eller et orangeri.

Læs evt. vores guide om ferskentræer: Dyrkning af ferskentræer

2. Nektariner

Nektariner og ferskner minder meget om hinanden, og de er begge fantastiske at dyrke i drivhuset, fordi de begge er meget hårdføre planter. Vær dog opmærksom på, at hverken nektariner eller ferskner får frost, da de så kan udvikle sygdommen ferskenblæresyge.

Hvis træet vokser sig for stort til drivhuset, kan det let beskæres.

3. Kiwier

Kiwier er også et af de frugttræer, som du med fordel kan dyrke i drivhuset. Kiwien kræver dog god plads og har det derfor bedst i et drivhus af en rimelig størrelse.

Har du et mindre drivhus, kan du gå efter dens slægtning, der hedder minikiwi eller stikkelsbærkiwi, der har en svagere vækst, mindre frugter og kortere udviklingstid.

Bliv klogere på dyrkning af kiwi i vores indlæg her.

4. Vindruer

Vindruer er en rigtig klassiker i både udhuse og drivhuse, hvor de ikke kun pynter, men også fungerer fantastisk som en lille snack i ny og næ – eller i en frugtsalat i sommervarmen.

Vindruer er nok den mest populære flerårige plante i drivhuset, og der findes adskillige hårdføre sorter. Vindruer kræver dog plads i drivhuset – og særligt i højden. Vinranken skal ligeledes beskæres systematisk.

Læs vores store vindrue guide: Dyrkning af vindruer i drivhus (Guide)

5. Citrusfrugter

Du kan dyrke en lang række af forskellige citrusfrugter i drivhuset – alt fra de søde til de sure af slagsen. Det gælder derfor både meloner, appelsiner og citroner. Og overraskende nok kan citrusfrugterne holde til selv det koldeste vejr, så du kan nyde frisk citrusfrugt på de kolde vinterdage.

Vil du vide hvordan man dyrker citroner? Se vores store guide om dyrkning af citroner her.

Top 5 krydderurter til drivhuset: Dem, der giver smag

Krydderurter til drivhuset

Krydderurter er særligt populære i drivhuset, både fordi alle kan finde plads til dem, og fordi du her faktisk kan spare mange penge ved at dyrke dine egne frem for at købe dem i supermarkedet. Der findes ligeledes et hav af forskellige krydderurter, som du kan dyrke i drivhuset. Vi har her udvalgt 5 forskellige sorter, som er særligt populære.

1. Basilikum

Duften af basilikum kender alle, og så er den perfekt i særligt italienske retter som pasta og pizza – men basilikum gør sig mindst lige så godt i en lækker kødsovs eller en krydret pesto. Har du pladsmangel, kan du udnytte pladsen optimalt ved at plante basilikum mellem dine tomatplanter, hvor der alligevel er masser af bar jord. Basilikum skal have rigeligt med vand, og hvis du vil have det optimale udbytte, skal du sørge for at knibe topskudende af, når de begynder at sætte sig.

Læs vores store basilikum guide: Sådan dyrker du basilikum (Guide)

2. Persille

Persille er en klassiker i det danske køkken, og også denne krydderurt kan du nemt dyrke i drivhuset året rundt. Du kan plante persillen i en potte, så du nemt kan stille den ud om sommeren, mens du om vinteren lettere sikrer den mod frost.

Læs vores store persille guide: Persille dyrkning (Guide)

3. Citronmelisse

Citronmelisse er en krydderurt, der ligesom eksempelvis persille kan stortrives i et drivhus. Citronmelissen er en hårdfør, flerårig plante. Du kan have den ude om sommeren og klippe den ned til september, mens den også kan overleve både i drivhus og vindueskarm.

Læs vores store citronmelisse guide: Citronmelisse dyrkning(Guide)

4. Timian

Også timian er en krydderurt, som du sagtens kan have i drivhuset. Timian har det dog rigtig godt med sol, så den kan med fordel plantes ud i sommermånederne, hvor plantens aromatiske stoffer vil blive kraftigere i solskinnet. Timian i potter kan sættes ud om sommeren og suge sol, og derefter kan de stilles ind til overvintring i drivhuset.

Læs vores store timian guide: Dyrkning af timian

5. Oregano

Oregano er en særligt hårdfør krydderurt, og derfor er den nem at holde i både drivhus og have. Der findes mange forskellige sorter af oregano. Oregano kan stå ude i potter i sommerhalvåret, mens den har godt af at undgå frost i drivhuset om vinteren.

Læs vores store oregano guide: Oregano/merian dyrkningsvejledning

Hvorfor trives nogle planter bedre i drivhus end andre?

Planter har forskellige behov for at kunne vækste og have det godt. Et drivhus er særligt godt til de planter, der trives bedst i et varmere klima, og derfor er det ofte de planter, som måske ikke vil kunne klare sig ude i haven, som du vælger at have i drivhuset.

Og dog. For mange vælger også at flytte pottede planter ind i drivhuset i slutningen af sæsonen, fordi du på den måde kan forlænge sæsonen for en række af planter. Der vil ydermere være forskel på, om du har et frostsikret/isoleret drivhus eller ligefrem et opvarmet drivhus. Et almindeligt drivhus kan ikke nødvendigvis holde frosten fra døren, og så skal du være opmærksom på, om du har nogle planter, der ikke kan tåle frost.

Trends og tendenser – drivhuse er ikke kun til grøntsager

Der har i de seneste år været en tendens til, at et drivhus langt fra er reserveret til at være en praktisk foranstaltning, hvor der dyrkes grøntsager. I stedet ses det i højere grad, at drivhuset bliver et værested, hvor der er blomster, nipsting og hyggekroge, hvor du kan have gæster på besøg til kaffe – eller hvor du kan nyde en alenestund i det grønne med en kop te og en god bog.

Du kan nemt gøre dit drivhus til et behageligt opholdssted, hvor du både kan nusse med planterne og bare slappe af. Har du plads, kan du sætte et lille cafe-sæt op, eller du kan have en enkelt stol eller lignende stående. Fyld dit drivhus med alt det, som du synes, der skaber hygge – nips, gamle små borde, oldemors potteplanter eller måske en gammel madam blå. Det er helt op til dig og din smag.

FAQ

Hvilke blomster egner sig til et drivhus?

I drivhuset kan du med fordel plante blomster som dahlia, roser, tulipaner, stauder, blomsterløg m.m. Drivhuset opnår en højere temperatur om vinteren end der er udenfor, og derfor kan man sagtens plante flere forskellige eksotiske planter, med forventning om at de klarer vinteren inde i drivhuset.

Hvad kan man dyrke i drivhuset om vinteren?

Om vinteren kan du nyde både blandt andet ferskner, citrusfrugter, appelsiner, citroner, persille og oregano. Det er alt sammen planter og frugter der sagtens kan trives i drivhuset, især om vinteren.

Hvad er fordelene ved at plante i et drivhus?

Et drivhus er særligt godt til de planter, der trives bedst i et varmere og fugtigere klima, og derfor er det ofte de planter, som måske ikke vil kunne klare sig ude i haven, som du vælger at have i drivhuset.

1 kommentar

  1. Jeg vil gerne plante en blomst i drivhuset, havde tænkt på Hortensia, men den tåler nok ikke for meget varme og fuld sol?
    Hvad kan stå i fuld sol i et varmt drivhus.
    Venlig hilsen
    Dorte Kronborg

    Dorte Kronborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove